Undgå kolde fingre med disse iPhone handsker, der virker til touch screens

Har du prøvet, at have så kolde fingre, at din iPhone reagerer utroligt dårligt når du trykker eller slider på skærmen med din finger? Så tjek disse Glider Gloves.

I skrivende stund har vinteren og kulden bevæget sig ind over Danmark igen og med -5 grader celsius udenfor, kan det være svært at holde varmen, især om fingrene.

Det er selvfølgeligt muligt at bruge handsker eller vanter, men som du måske allerede har oplevet, så bliver du nødt til at tage dem af igen hvis du vil bruge fx din iPhone.

Heldigvis har det Canadiske firma Glider Gloves udviklet handsker der nu fungerer med enhver touch skærm heriblandt iPhone og iPad.

Glider Gloves ligner handskerne fra trælasten

Du kender sikkert de billige dot-handsker som de sælger på trælasten. Det første indtryk af Glider Gloves er, at de til forveksling kunne minde om disse. Glider Gloves har nemlig også dots (gummiprikker) på håndfladesiden, som de andre har.

Dot handsker

Efter Glider Gloves handskerne er blevet pakket ud og prøvet, er der dog alligevel stor forskel. Disse touch-handsker føles som en langt bedre kvalitet og er mere tætte.

Når det kommer til de indvendige dots, så er de selvfølgelig blevet fjernet fra selve fingrespidserne, så de ikke generer når du skal trykke eller slide på skærmen.

Selve materialet består af 43% nylon, 40% akryl, 15% kobber og 2% lycra spandex, alt i alt så virker det som nogle handsker i god kvalitet.

Fup og fidus eller funktionelle handsker?

Jeg har over de sidste par dage testet handskerne i brug både inden- og udendørs. Handskerne er ikke de varmeste handsker jeg har prøvet, men de passer fint til det danske vintervejr og jeg kunne sagtens holde mine hænder varme.

Du kan selvfølgelig stadig mærke det er koldt, men det er til at holde ud i modsætning til hvis du begiver dig ud i det kolde vejr uden handsker.

Handskerne blev også brugt til at fjerne sne fra bilen, hvilket de klarede fint og uden at blive våde så jeg kunne mærke det.

Som almindelige vinterhandsker fungerer de altså fint og uden nogen bemærkninger.

iPhone Glider Gloves handsker

iPhone 5 virker (måske) bedre med handsker end uden

Jeg har selvfølgelig også testet handskerne på den nye iPhone 5 og her fungerer de også uden nogen problemer. Jeg er faktisk lige ved at synes den fungerer bedre med handskerne på end uden.

Uanset hvordan du vender og drejer hånden med handsken på, så fungerer og reagerer iPhonen perfekt på dine bevægelser. Selv hvis du bruger neglen fungerer det uden problemer, hvilket det ikke gør uden handsken.

Det er altså selve handsken, der er touch-venlig og det kræver derfor ikke engang, at dine hænder eller fingre er inde i handskerne.

Umiddelbart skulle man tro at det er svært at skrive sms beskeder og ramme de små taster med handskerne på, jeg havde dog ingen problemer med det.

Nu har jeg efterhånden skrevet en del sms beskeder på min iPhone 5, og jeg ved nogenlunde hvor tasterne sidder uden rigtigt at kigge.

Tricket er at lade være med at kigge på hvad der rammer skærmen når du taster, tænk ikke over at du har handskerne på, men skriv en besked som du normalt ville gøre det.

Dette trick brugte jeg og faktisk gjorde det ingen forskel om jeg havde handskerne på eller ej. Normalt skriver jeg altid kun med en hånd (tommelfinger), hvis du plejer at bruge to hænder skal jeg ikke kunne sige om handskerne sidder i vejen, men umiddelbart tror jeg det ikke.

Vi har her optaget en kort video der viser hvor godt handsken virker.

Glider Gloves virker perfekt

I hele testperioden af Glider Gloves-handskerne har jeg ikke oplevet nogle problemer med dem, de lever 100% op til mine forventninger og topper faktisk også, da jeg ikke havde regnet med at de ville fungere så godt.

Det eneste man kan diskutere er om de er pæne eller ej, men eftersom det er en smagssag vil jeg ikke komme nærmere ind på dette område i denne test af Glider Gloves-handskerne.

Prisen på Glider Gloves-handskerne er set til 199,- hos CoolStuff.dk, hvilket jeg mener er en meget fair pris for disse handsker.

Plusser
+ Virker uden problemer
+ Holder dine hænder varme
+ Lever op til forventningerne
+ Du undgår fedtfingre på skærmen
+ iPhone 5 virker bedre med handskerne end uden (Neglen)

Minus
– Intet at sætte en ”finger” på

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *