Lær at tage flottere billeder ved hjælp af den smarte “tredjeregel”

Kunne du godt tænke dig at blive en bedre fotograf og få lidt flere gode billeder i Kamerarullen, så læs med hér. Vi giver dig et lyn-kursus i at skabe bedre kompositioner med ”tredjereglen”.

Kender du tredjereglen? Eller ”the rule of thirds” som den oprindeligt kaldes på engelsk. Det er én af de første ting en professionel fotograf lærer på sin uddannelse.

Reglen går kort sagt ud på at opbygge et fotografi, så betragterens blik naturligt fokuserer på lige præcis de relevante ting man gerne vil fremhæve i billedet.

Få tricks kan få dig til at tage billeder som en professionel

Selvom du ikke er professionel fotograf, så er det ikke en helt dum kompositionsregel at kende til som iPhone-ejer. Kameraet i de nyeste modeller, iPhone 4S og 5, er nemlig af en sådan kvalitet, at det sagtens kan betale sig at benytte som et ”traditionelt” digitalkamera.

Desværre er der lidt for mange af os, som ofte bare skyder løs med kameraet uden at tænke så meget over, hvordan billedet er opbygget. Det kan også være ganske fint i mange situationer, men derfor gør det jo ikke noget, hvis man ved hjælp at et par få tricks hurtigt kan blive en bedre fotograf.

Sådan fungerer tredjereglen

Den bedste måde at beskrive, hvad the rule of thirds går ud på, er ved at vise det på fotoet nedenfor:

Billedet fra en dansk efterårsskov er delt horisontalt og vertikalt af to streger, der tilsammen former et net med ni felter henover motivet. Ifølge tredjereglen bør et billedes komposition bygges op omkring disse linjer for hurtigt at skabe fokus på det eller de vigtigste elementer.

Enten skal de centrale dele altså ligge på selve linjerne eller i skæringspunkterne.

I dette tilfælde er personen placeret lige midt i den venstre horisontale linje. Du lægger måske selv mærke til, at dit blik automatisk bliver fanget af det centrale element på linjen?

Før end du selv mestrer tredjereglen per automatik, så kommer hér et godt tip til iPhone-kameraet:

Du kan slå et automatisk net til, der netop inddeler dit fotografi i de ni lige store felter.

1. Åbn Kamera -> klik på Indstillinger -> Slå Net til -> OK

Nu vil du se et net henover LED-skærmen næste gang du tager et billede. På den måde kan du lige så stille selv få en fornemmelse af, hvordan dine billeders komposition og udtryk ændrer sig til det bedre.

Når du på et tidspunkt føler dig godt klædt på til at ”tage billedet på egen hånd”, kan du sagtens slå det fra samme sted.

Selvfølgelig er tredjereglen ikke den endegyldige sandhed til gode fotografier, men den er et godt udgangspunkt for at øge kvaliteten af de mange billeder man tager med iPhone-kameraet. Især da iPhone har en indbygget funktion, der hjælper på det . Vi vender tilbage med flere indlæg om at tage bedre billeder.

7 thoughts on “Lær at tage flottere billeder ved hjælp af den smarte “tredjeregel””

  1. Hejsa….
    Når jeg tager et foto….. så kan jeg ikke forstå …At der kommer to af det samme foto …som jeg lige har taget …..
    Hvordan kan der være !!!
    M.V.H Ole

    1. Hej Ole,

      Hvis begge billeder kommer i samme mappe, er det muligvis HDR funktionen da denne funktion tager to billeder og så kan du selv vælge det bedste.
      Prøv evt at slå den fra når du tager et billede vælger du indstillinger og her kan du slå HDR fra.

      Mvh.
      Christian

    1. Hej KDJ,

      Jeg skal ikke kunne sige om det er en fejl eller om det er meningen, men min blitz på iPhone 5 bliver også automatisk slået fra når jeg vælger HDR.
      Så umiddelbart vil jeg tro at det er meningen.

      Mvh.
      Christian

Leave a Reply

Your email address will not be published.