Sådan finder du ud af om et iPhone-tilbud faktisk er billigt til dit behov

At søge i junglen af mere eller mindre gode tilbud på iPhones, kan godt være temmelig svært. Teleselskaberne flokkes om at tilbyde de bedste priser på iPhones, men hvornår er det faktisk billigt og tilpasset netop dit behov? Vi viser hvad du skal holde øje med.

Man skulle egentlig ikke tro, at det var særlig svært at finde et godt iPhone-tilbud. Der er trods alt temmelig stor konkurrence på området, da Danmark er et land med forholdsvis mange mobilselskaber, sammenlignet med antal indbyggere.

Ikke desto mindre er det faktisk overraskende nok ikke tilfældet. Det skyldes især at teleselskaberne er ret gode til at camouflere, hvad deres priser og abonnementer egentlig dækker over, når de reklamerer med deres ’knaldtilbud’.

Det er derfor vi har skruet denne guide sammen, der meget nemt viser dig, om et iPhone-tilbud helt konkret er billigt til netop dit behov og forbrug.

Se de 5 faktorer du skal tage med i dine iPhone-overvejelser.

Hvilken model iPhone passer til dig?

Måske ved du allerede hvilken iPhone-model du vil have. I så fald kan du godt springe denne del over og gå videre til næste punkt.

Rigtig mange er derimod ikke helt sikre på om de skal gå efter den nyeste model, som p.t. er iPhone 5, eller én af de ældre modeller: 4 eller den forrige 4S.

Det bedste råd er at sætte dig godt ind i anmeldelserne af mobilerne. Tag ud i en butik og hold telefonerne i hånden for at få en fornemmelse af designet og hvordan det passer til dig.  4 og 4S er ens i udseendet, men iPhone 5 er blevet væsentligt lettere og smallere.

Læs også: anmeldelse af iPhone 5, anmeldelse af iPhone 4S og anmeldelse af iPhone 4.

Afhængig af dine erfaringer med smartphones, og iPhone i særdeleshed, er det ikke nødvendigvis sikkert, at du har behov for den nyeste iPhone 5. Hvis du vælger at købe dén, er du omvendt ret godt fremtidssikret. Apple plejer at udsende én ny iPhone om året og det skifter gerne mellem, hvor meget nyt de tilføjer. Derfor regner man med, at den næste iPhone der kommer, vil være en iPhone 5S og ikke en egentlig 6’er.

Konklusionen er, at dit valg af model i sidste ende kan spare dig yderligere penge og mange gange er der specielt tilbud på de ældre modeller.

Hvor mange GB har du behov for?

iPhone 4S og 5 kommer i hhv. en 16, 32 og 64 GB-udgave. Antallet af GB (gigabyte) henviser til hvor meget lagringsplads der er tilgængeligt på mobilen. Du skal i øvrigt huske, at styresystemet (i OS) optager en vis mængde plads i sig selv. Det tænker mange ikke over, når de vælger størrelse. Derfor er der allerede ved opstart mindre plads, fordi systemet tager sin del.

Yderligere kan du heller ikke udvide den fysiske plads med fx et SD-kort (som du bl.a. kender fra digitalkameraer). Du får dog 5 GB gratis digital lagerplads med gennem Apples iCloud.

Ellers er det igen ret individuelt, hvor meget plads du har behov for. Jo større mængde GB, jo dyrere er mobilen. Hvis du ikke er typen der har behov for at have et stort musikbibliotek med rundt og ikke render og tager billeder hele tiden (uden at overføre og slette dem efterfølgende), vil du ofte kunne ”nøjes” med den billigste 16 GB-model.

Foretrækker du derimod at have mange fotos, musik, store apps og film liggende – eller har du ofte behov for at downloade store filer til din iPhone, bør du overveje 32 eller -64 GB-udgaverne.

Vær meget nøjagtig med dit abonnement og forbrug

En af de helt grundlæggende ting der afgør om et iPhone-tilbud er godt for netop dig eller ej, er det medfølgende abonnement, der er med til at bestemme mindsteprisen på mobilen i bindingsperioden.

Mobilselskaberne sælger stort set altid iPhones med abonnement – også populært kaldet mobilpakker. I abonnementet får du et givent antal timers taletid (eller i dag: ofte helt fri tale) og et vist antal GB mobildata med. SMS/MMS er næsten uden undtagelse inkluderet.

Det behøver i sig selv ikke koste alverden at have et mobilabonnement med en rimelig mængde tale og data inkluderet. Der hvor det ofte kommer til at koste forbrugeren for meget er, hvis du overskrider den inkluderede mængde.

Hér opererer mobilselskaberne med en høj grad af overtaksering, der forholdsmæssigt er noget ude af trit med de almindelige abonnementspriser. Derfor gælder det om have et godt billede af dit sædvanlige forbrug. På den måde sørger du for at holde dig indenfor abonnementet.

Du kan typisk se dit nuværende forbrug af tale og data via selvbetjeningen på dit mobilselskabs hjemmeside. Det fremgår desværre sjældent af dine regninger. Der er også mulighed for at se dataforbruget på din iPhone.

Læs også: Sådan ser du hvor meget dataforbrug din iPhone bruger.

Sørg for at sætte dig grundigt ind i forbruget, for hér kan du ofte spare mange penge. Du kan altid sammenligne aktuelle priser over iPhone 5 med abonnement vha. vores prisoversigt.

Er der gratis oprettelse?

Nogle gange kører mobilselskaberne kampagner med gratis oprettelse, når du køber en ny iPhone. Det kan spare dig for typisk 99 kr. af den samlede mindstepris.

Hvad siger de andre brugere?

Sidste faktor du bør overveje, når du leder efter et godt iPhone-tilbud til dit behov, er mobilselskabets omdømme. Vi ved godt, at omdømmet egentlig ikke har noget at gøre med selve slutprisen, men dine eventuelle dårlige oplevelser med et mobilselskab, kan i sidste ende godt komme til at skygge for din overordnede tilfredshed med din nye iPhone.

Vi sørger altid for at have den mest aktuelle Trustpilot-score ud for de mobilselskaber du finder i prisoversigterne. På den måde kan du se andre kunders erfaringer og syn på det selskab du tænker på at købe ny mobil hos.

Se de aktuelle priser på iPhone 5.

Leave a Reply

Your email address will not be published.