De tre nye i klassen: iPhone XS, iPhone XS Max og iPhone XR

Det er blevet september, og dermed tid til nyheder fra Apple. Denne gang har de bl.a. lanceret intet mindre end 3 nye iPhones, nemlig iPhone XS, iPhone XS Max og iPhone XR.

Hvad er nyt ved iPhone XS, iPhone XS Max og iPhone XR

Hvis du er bekendt med Apples historik, vil du sikkert vide, at de lancerede iPhone X sidste år. Denne model var første reelle designændring i iPhone regi, siden iPhone 6 designet blev introduceret for 4 år siden. Herefter har Apple haft for vane at lancere en ny model hvert andet år, og så opdatere den året efter, og det er også lidt det, der tilfældet med iPhone XS Max, iPhone XS og iPhone XR.

Største forskel er, at iPhone X designet nu er den nye standard for Apple. Således er alle tre nye modeller udformet i det – efterhånden ikoniske – iPhone X design og layout.

Derudover er første gang at Apple lancerer tre forskellige størrelser på én gang. Det nye line-up byder nemlig på hhv. iPhone XS på 5,8”, iPhone XR på 6,1” og iPhone XS Max på 6,5”. Men i modsætning til umiddelbar logik, er det faktisk den midterste model – iPhone XR på 6,1” – der er den billige udgave. Og ”billig” er jo selvfølgelig efter Apple standarder.

Modsat iPhone XS og iPhone XS Max, har iPhone XR som den eneste af de nye, ikke et OLED-display, men derimod et klassisk LCD. Det betyder, at skærmkvaliteten på iPhone XS og iPhone XS Max er bedre, men også dyrere – og dermed udfylder iPhone XR lidt den samme rolle som iPhone 8 gjorde sidste år.

Opdatering af chippen

At sige her er tale om tre fuldstændigt nye iPhones, er lidt en sandhed med modifikationer. Der er i højere grad tale om opdateringer af den populære iPhone X. Det er dog ikke at kimse af, da de nye modeller leveres med Apples nye A12 chip, som er markant hurtigere end A11’eren, som vi så i den seneste lancering. Men selvom chippen er 15% hurtigere, betyder det ikke at telefonen er 15% hurtigere. Sagen er nemlig den, at Apple også har opdateret til IOS 12, der trækker en smule mere processorkraft end sin forgænger. Således kan man også opleve at man får en lidt langsommere telefon, hvis man opdaterer sin ældre iPhone til det nye IOS 12. Men sådan har det jo historisk set altid været, så det er der ikke som sådan noget nyt i. Dog påpeger Apple til deres lancering, at programmerne og appsene i IOS 12 er hurtigere end hidtil, så måske er dette første gang at IOS rent faktisk kan gøre din gamle iPhone hurtigere – men det er tvivlsomt.

Dyreste iPhone nogensinde

Apple har aldrig været kendt for at lave billige produkter. Hverken når det gælder computere, tablets eller telefoner. Og de nye iPhones har ikke tænkt sig at gøre noget for at forbedre det image. Tværtimod. Faktisk er den topudrustede iPhone XS Max med 512GB hukommelse, en afskrivning på 12.999 kroner, hvilket må siges at være en relativt høj pris for en telefon. Men okay! Apple har ry for kvalitetsprodukter der holder, så det er måske ikke en helt så vanvittig pris når man tænker på at der selvfølgelig også er billigere udgaver af XS-serien. Faktisk kan du få en 64GB XS (5,8”) for 8.899 og XR for 6.699

Største iPhone skærm, men ikke den største iPhone

iPhone XS Max er det nye flagskib, og med sin 6,5” store OLED-skærm, er det den iPhone med det største display nogensinde. Men det er ikke den største iPhone. Dette skyldes at iPhone 8 Plus fysisk var (og er) større end iPhone XS Max, men pga. iPhone XS Max’ edge-to-edge display, får man mere skærm på mindre plads med den nye topmodel.

Vi glæder os til at komme i dybden med de spritnye iPhones, og for alvor få set hvordan de håndterer rollerne som hverdagsredskaber.

Leave a Reply

Your email address will not be published.