Her er Nokias bud på en gratis kort-app

Er du træt af underlige fejl og manglende dækning, når du anvender Apples Kort-app? Vi har taget et kig på Nokias seneste kortløsning, den gratis Nokia Here, for at se om det kunne være afløseren for Google Maps på iPhone?

Da iPhone 5 blev sendt på gaden med det nyeste styresystem iOS 6 for et par måneder siden, havde Apple strøget Googles produkter fra telefonen. Nu gad Apple ikke længere lægge styresystem til apps som YouTube og Google Maps – på trods af, at begge var perfekt integrerede på iPhone.

Især Google Maps var meget anvendt af iPhone-ejerne, fordi Google havde formået at bygge en rigtig gedigen kort-/ og GPS-database op. Maps var faktisk så velintegreret, at den nærmest ikke fejlede.

Apple Maps er blevet stærkt kritiseret

I stedet lancerede Apple deres egen Kort-app, som skulle være en fuldgyldig erstatning for Googles version. Desværre viste det sig ret hurtigt, at Apple havde forregnet sig big time: Apple Maps fik fra starten mange hårde ord med på vejen.

Der gik ikke mange dage før nettet flød over med vittige hoveders forsøg på, at finde lokaliteter verden rundt hvor Apples Kort-app kom med nogle meget underlige bud på hvor de lå eller hvordan de så ud.

Apple ude og undskylde for deres app

Fadæsen har senest haft den konsekvens, at den ansvarlige for udviklingen af Kort-app’en er blevet fyret af Apple og Apple har offentligt undskyldt for den manglende funktionalitet. Noget man ellers aldrig hører fra deres side.

Det skal dog siges, at den også er blevet fikset en del siden lanceringen, så den skulle fungere langt bedre nu.

Nokia Here: et gratis alternativ

Vi har alligevel valgt at se på ét af alternativerne, som kommer fra Nokia. Det finske firma har netop sendt deres ’Nokia Here’-app ud til iPhone og iPad. Den er gratis at hente og kan bruges på iOS-enheder der kører iOS version 4.3 eller højere.

Når Here-app’en er hentet og åbnet er der ikke så stor forskel på udseendet af denne og tilsvarende kort-apps. Det første du ser er din aktuelle placering – hvis du vel at mærke har givet lov til det, da du åbnede den.

Trykker du i nederste højre hjørne får du muligheden for at vælge en anden form for fremvisning end standard kort-udseendet. Du kan vælge mellem:

  1. Map view
  2. Sattelite view
  3. Public transport view
  4. Live traffic view

Det er også hér du kan få et overblik over trafikken, som den aktuelt ser ud, hvis du slår dén funktion til.

Ellers kan du foretage dig de sædvanlige ting, som vi er vænnet til i en kort-app: øverst til højre kan du trykke for at få topmenuen frem. Her kan du søge, få rutevejledning, oprette en profil så du kan gemme fremtidige favoritsteder, give feedback mm.

Vigtigt er det at nævne, at du kan downloade hele kort til brug for de gange du er udenfor internetdækning.

Nokia Here fungerer fint, men skiller sig ikke ud

Alt i alt fungerer Nokia Here umiddelbart hurtigt og fint via en Wi-Fi-forbindelse, men det er selvfølgelig ikke nok at teste en kort- / og GPS-app via Wi-Fi. Derfor tog vi den med ud på et par ture gennem byen for at se hastigheden med 3G. Det gik tilsvarende fint og jeg blev guidet godt og ganske kvikt gennem byen.

Billede af rutevejledning i Nokia Here

Et plus er også søgefunktionen, hvor jeg fx ved at søge efter et sted som Tivoli fik resultater både i form af billeder, informationer og brugeranmeldelser.

Billede af Nokia Heres lokalitets-anmeldelser

 

Google Maps er bare bedre

På negativsiden føler man ikke, at Nokia har kæret sig så meget om designet. Det er en anelse statisk, tenderende til det konservative i udseendet, men samtidig viser Nokia Here de ting den skal. Hverken mere eller mindre.

Samlet set beholdt jeg kun Nokia Here på min iPhone indtil Google Maps fik sendt deres nyeste app-version til App Store. Om det er fordi jeg er så tilvænnet til Googles kort-funktionalitet og opsætning skal jeg ikke kunne sige, men den fungerer bare bedre efter min mening.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.