Vidste du, at man kan tildele VIP-status til udvalgte kontakter i iPhones Mail-program? På den måde er det nemmere at få set på vigtige mails hurtigt.
De fleste folk har mere end én mail-konto og derfor er det også naturligt, at de sætter flere konti op i deres iPhones Mail-program. På den måde kan man altid få besked – hvis man altså accepterer push-meddelelser – når der er nye e-mails i indbakkerne.
Personligt har jeg min Gmail, Hotmail og arbejdsmail aktiveret på mobilen. Man kan dog nemt finde argumenter for, at det ikke altid er en lige god idé med de hyppige afbrydelser, der sker når man hører, at der tikker en ny postbesked ind. Flere psykologer med stress som speciale indvender i hvert fald ofte i medierne, at vores koncentrationsevne lider under de mange forstyrrelser.
Noget er der nok om snakken. Men hvad kan man så gøre for at reducere de forstyrrende elementer uden nødvendigvis at gå på kompromis med ønsket om at følge med i, hvilke meddelelser man får?
De færreste har nok lyst til helt at sløjfe Mail-programmet på deres iPhone, men til gengæld kan man sætte programmet op til at sortere i de e-mails man får.
Sådan sorterer du mails i VIP-kategori
Hvad vil det så sige, at Mail sorterer i din e-post? Kort fortalt går det ud på at udvælge visse kontaktpersoner og tildele dem VIP-status. Gør man det vil alle mails fra VIP’erne fremover automatisk blive placeret i en særlig mappe i Mail-oversigten.
På den måde kan man hurtigt danne sig et overblik om det er værd at åbne mailen, når en ny besked tikker ind. For at oprette VIP-status skal du gøre følgende:
1. Åbn Mail-programmet.
2. Næstøverst vil du se kategorien/mappen ‘VIP’ markeret med en stjerne. Klik hér
3. Nu skal du trykke på ’Tilføj VIP…’.
4. Herefter åbnes din kontaktliste. Alle de kontakter der er svagt gråligt skraverede har på nuværende tidspunkt ikke tilknyttet en e-mail til deres profil. Derfor kan du naturligvis ikke vælge dem, før end du tilføjer én (det gør du fra Kontakt-programmet). Alle andre som fremstår med almindelig sort skrift har e-mail tilknyttet og du kan herefter udvælge dem du vil have tilføjet som VIP’er.
5. Udvælg VIP’erne én af gangen.
6. Til sidst kan du vælge at oprette en bestemt type VIP-advarsel. På den måde behøver du ikke engang åbne Mail-programmet for at se om det nu var en VIP-mail du modtog eller ej. Du kan vælge mellem flere typer af special-meddelelsesformer. Det nemmeste vil nok være blot at vælge en særlig postlyd, som er anderledes end din sædvanlige postlyd.
Hvis du efterfølgende vil fjerne personens VIP-status igen, kan du åbne en besked fra personen i VIP-kategorien. Tryk på navnet og rediger ved at fjerne VIP-status. Nu vil denne persons e-mails ikke længere fremkomme i VIP-oversigten.