Hvor mange GB til iPhone? Få svaret om du skal vælge 16GB, 32GB eller 64GB

De seneste modeller af iPhone, 5 og 4S, kan man få i enten 16, 32 eller 64 GB. Er du på nippet til at købe en ny og i tvivl om, hvor meget plads du får brug for? Læs vores guide og bliv mere afklaret i dit valg.

At vælge hvilken smartphone man skal købe kan godt være en lettere kompliceret affære. Producenterne og teleselskaberne flokkes om at sende ny modeller på gaden og hvad adskiller nu den ene fra den anden?

Har du dog allerede besluttet dig for at købe en iPhone, så er du et godt skridt af vejen. Næste ’store’ beslutning er så om det skal være en 16, 32 eller 64 GB mobil du bruger penge på. Til det er da kun at sige: hvad forventer du at bruge din iPhone til?

Det afhænger af hvor mange GB du bruger på video, billeder, apps o.l.

Det som sluger meget lagerplads på en smartphone er musik, film/video og fotos i særdeleshed – eller tunge grafiske spil, hvis man er til det.

Alle de andre programmer og apps, bruger langt mindre plads. Når jeg tager et kig på oversigten over mine apps, kan jeg se, at langt de fleste i gennemsnit fylder alt mellem 1 og 100 MB. Det er selvfølgelig et ret bredt spektrum, men det er blot for at give en fornemmelse af, at du skal hente rigtig mange apps før end det går meget ud over den samlede mængde GB.

Jeg har selv en iPhone 4S med 32 GB og har hentet rigtig mange apps – også som test til sitet hér. Dertil tager jeg en del fotos. Fordelingen af forbruget ser sådan ud efter jeg har haft den 9 måneder:

  • Musik: 6,9 GB (svarende til 885 sange)
  • Fotos og Kamera: 4,5 GB
  • Apps: 4,3 GB

I alt: 15,7 GB anvendt

Jeg har altså stadig 12,4 GB ledig plads tilgængelig og jeg har aldrig taget hensyn til lagerpladsen. Jeg er helt sikkert ikke den person, som har voldsomt meget musik liggende, men dog stadig en ganske pæn mængde.

Et godt råd til hvor mange GB du har brug for på din nye iPhone

Eksemplet ovenfor skulle gerne give dig et billede af, hvad der sluger plads. Er du ligesom jeg, så kan du sikkert sagtens nøjes med en 16 GB iPhone. Jeg er bestemt ikke utilfreds med de 32 GB og synes det er rart, at jeg ikke behøver bekymre mig om, hvorvidt jeg har plads nok til at hente en ny app eller skyde løs med kameraet.

Man skal også tage med i overvejelserne, at meget i dag lige så godt kan blive gemt og synkroniseret via iCloud (Apples online lagerplads og synkroniseringstjeneste), eller lokalt på din computer, fremfor på din iPhone. Selvfølgelig specielt hvis der er tale om film og fotos. Musikken er naturligvis rar at have med rundt, med mindre du foretrækker at anvende nogle online musik streaming-tjenester som fx Spotify.

Er du derimod allerede nu klar over, at du er typen som kan lide at have et musikbibliotek på 10.000 sange og synes det er rart at have et par film liggende, så vil jeg klart anbefale, at du køber en 64 GB iPhone. I sidste ende skal du nok blive tilfreds med købet, hvis du allerede nu har gjort dig grundige tanker om din brug.

Har du nogensinde haft problemer med for lidt lagerplads på din iPhone?

One thought on “Hvor mange GB til iPhone? Få svaret om du skal vælge 16GB, 32GB eller 64GB”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *