Site icon iPhoneluppen.dk

Find en billig iPhone ved at sammenligne disse 3 faktorer

Markedet for iPhones er stort. Så stort, at det kan være svært at finde en egentlig billig iPhone i mylderet af mobilselskabernes reklamer. Derfor giver vi dig de 3 faktorer du bør være ekstra opmærksom på, når du leder efter det bedste tilbud.

Hvis du har foretaget en enkel søgning på Google efter ’billig iPhone’, så ved du også hvor mange resultater der dukker op – alle med ét formål: at overbevise dig om, at du skal købe din næste iPhone hos netop dem.

Stor forvirring

Hvis du går ind på én af mobilselskabernes sider og fx finder den nye iPhone 5 frem med abonnement, så vil du også typisk opleve en vis forvirring, når du forsøger at se, hvad du egentlig skal betale for. For hvor kom nu pludselig dét gebyr fra, som fremgår af slutregningen? Hvad er en smart-aftale? Er der renter ved afdragsordning osv. osv.?

Der kan hurtigt melde sig en del spørgsmål i forbindelse med mobilselskabernes prisoversigter. Det er derfor vi altid har de seneste priser på alle iPhone-modellerne på iPhoneLuppen.dk, så hvis du allerede nu ved, at du vil købe en iPhone 5, så kan du her se en liste over iPhone 5 abonnementerne.

Har du derimod brug for at blive klædt lidt bedre på til at gennemskue mobilselskabernes udtryk og priser inden du vælger mobil, så læs om de 3 faktorer, der afgør hvor billig en iPhone er.

[small-pricechart]

3 faktorer der bestemmer hvor billig en iPhone du kan købe

Når du vil købe ny iPhone skal du være klar over, at der altid er 3 faktorer, som er med til at afgøre hvad der gør en iPhone billig for dig.

1. Mindsteprisen

Den samlede mindstepris er den pris du har betalt, når din afbetalings- og bindingsperiode er overstået. Det vil altså sige:

Mobilprisen

Mobilprisen er stort set altid den samme, hvad enten du vælger at lægge pengene for din iPhone nu, eller afdrager over typisk 6, 12 eller 24 måneder. Der er forekommer næsten aldrig renter på afdragsordningerne, men tjek alligevel om der bliver tilskrevet procenter. Husk også at det spiller ind hvilken iPhone-model du vælger. Altså hvor mange gigabyte (GB) plads de har.

Mobilabonnementet

Det abonnement du vælger i bindingsperioden: inkl. al tale, data, SMS/MMS (det sidste er typisk inkluderet frit)

Gebyrer og oprettelse

Det kan ske der er et månedligt administrations/-regningsgebyr og fragt hvis du køber online. Visse mobilselskaber har intet oprettelsesgebyr – men se efter.

De ovenstående priser giver tilsammen det beløb du vil se som mindsteprisen.

Du skal også være klar over, at de danske mobilselskaber maksimalt må binde dig til et abonnement i 6 måneder. Det er der ikke særligt mange som ved og derfor lukrerer de på, at folk tror de er bundet i hele den periode de afdrager mobilens pris. Så du må gerne skifte mobilselskab til et bedre abonnement, selvom du mangler nogle afdragsmåneder.

2. Månedlig afbetaling

Den månedlige betaling i denne sammenhæng dækker over, hvor lang tid du ønsker at afbetale din mobil. Vil du betale hele beløbet på én gang og undgå afdrag? Det er de færreste, som vælger den læsning.

Derfor skal du gøre op med dig selv, hvad du har råd til at afbetale om måneden. Jo kortere tid der er tale om, jo højere er det månedlige afdrag. De fleste mobilselskaber tilbyder 6, 12 eller 24 måneders afbetaling – enkelte også 18 måneder. Hvis du vælger 24 måneders afbetaling skal du typisk lægge 2-300 kr. om måneden.

Du kan også overveje, hvor længe du forestiller dig at beholde din iPhone. Er du typen der kan lide at skifte mobil ofte, skal du nok ikke vælge 24 måneder.

3. Abonnementets indhold

Hvad bruger du typisk din iPhone på? Taler du meget? Forbruger du meget data? Eller begge dele? Se på dine seneste regninger og gør op med dig selv, hvilken type abonnement, som passer bedst til dig. Herefter kan du bedre se, hvad du får med i abonnementet hos de forskellige mobilselskaber og ikke mindst hvad priserne er.

Er du i tvivl om, hvor meget data du bruger?

Så læs også: Sådan ser du hvor meget dataforbrug din iPhone bruger.

Når du har fundet ud af, hvilken type abonnement, der passer til dig, kan du nemmere sammenligne priserne og i sidste ende finde en billig iPhone.

 

Exit mobile version