Mange oplever desværre problemer med den automatiske lysstyrke-regulering efter de enten har opdateret til iOS 6 eller har købt ny iPhone 5. Er du én af de uheldige, så læs hvordan du løser problemet.
Din iPhone er bygget til at tilpasse sig omgivelsernes belysningsniveau. Det betyder, at hvis du befinder dig i et mørkt rum vil den automatisk dæmpe belysningen for ikke at udsætte dine øjne for en alt for oplyst skærm. Tilsvarende vil den i almindeligt dagslys eller solskin sørge for at skærmen lyser mere op, for at kompensere for omgivelsernes belysning.
Den automatiske lysstyrkeindstilling fik sig en ekstra overhaling, da iOS 6 blev sendt på gaden. Det gjaldt både for dem, der valgte at opdatere til iOS 6 fra ældre iPhone-modeller, men også for mange nye iPhone 5-ejere.
Desværre har det vist sig, at de ændringer der er foretaget i styresystemet, på nogle telefoner har resulteret i, at lysstyrken – stik imod hensigten – ikke længere virker. Er du én af de uheldige som har problemer med at få skærmen til at lyse korrekt, så viser vi dig, hvordan du kalibrerer den.
Sådan genopretter du den automatiske lysstyrke
- Start med at gå ind i et svagt oplyst rum.
- Gå i ’Indstillinger’.
- Hér skal du trykke på ’Lysstyrke og baggrund’.
- Nu kan du slå automatisk lysstyrke fra (den skulle nemlig meget gerne stå på ’ON’ som standard).
- Herefter er det meningen, at du selv skubber slideren (markøren for lysstyrken ovenover) til en passende styrke. Selvom du kan føle dig fristet til at skrue op for lysstyrken, så er det faktisk det modsatte du skal gøre hér: skub slideren hen så den næsten er helt i bund.
- Nu skal du så slå automatisk lysstyrke til igen.
- Tænd lyset i det lokale du befinder dig og se hvad der sker.
- Når lyset bliver tændt, skulle du meget gerne opleve, at slideren bevæger sig til en lysstyrke, som passer til rummets belysning og herefter burde din automatiske lysstyrke gerne være reguleret og genindstillet korrekt.
NB. Det er desværre ikke altid, at denne løsning virker, men for mange har det ikke desto mindre være den rette vej frem. Hvis du stadig oplever problemer med den automatiske lysstyrke er du meget velkommen til at skrive herunder, så skal vi forsøge at hjælpe dig videre.
