Site icon iPhoneluppen.dk

Lær at bruge memo-programmet på din iPhone

Din iPhone har et smart program til at optage lyd og memoer med. Med få tip er du i gang med at bruge det. Se også hvordan du kan få endnu mere ud af programmet ved at sende dine lydoptagelser til andre.

Programmet Memoer finder du som standard i mappen Hjælpeprogrammer. Med denne applikation kan du optage memoer, lyd og lignende. Det kan være du har brug for at huske noget fra et møde på arbejdet, vil optage lyd til en koncert, sende en sød hilsen til kæresten, eller du skal måske lave et længere interview. Under alle omstændigheder findes der mange situationer, hvor optagelsen af en hurtig memo kan være utrolig bekvem.

Sådan kommer du i gang

For at få optaget dine første memoer, skal du naturligvis begynde med at åbne programmet. Herfra er du med et enkelt klik i gang med dine optagelser. Når du er klar til at optage skal du blot sørge for at holde telefonen nogenlunde tæt på lydkilden, eller i hvert fald sørge for, at der ikke er nogle ting der forstyrrer mikrofonen.

Herefter er det blot at trykke på den røde knap i nederste venstre hjørne og du er i gang med at få dine første memoer i kassen.

Sådan sender du memoerne til andre

Når du har foretaget dine optagelser, kan det også være du har behov for at sende nogle af dem til andre. Programmet lader dig heldigvis nemt dele memoerne med andre via e-post, SMS eller iMessage.

For at dele en memo, skal du gøre følgende:

1. Når programmet er åbnet, finder du den besked du ønsker at sende, ved at trykke på de tre parallelle streger i nederste højre hjørne.
2. Nu ser du en oversigt over dine indtalte memoer. Klik på dén du vil sende.

 3. Klik på Del-knappen og vælg herefter E-post eller Besked.

 4. Vælg den modtager du vil sende til og klik så på Send.

5. Modtageren får en almindelig SMS- eller iMessage-besked (eller e-post hvis den mulighed er valgt), hvor memoen er vedhæftet som fil, hvis du har valgt SMS-metoden.

Du skal være opmærksom på, at hvis den modtager du har sendt din besked til ikke har en iPhone, iPod Touch, iPad eller de har en anden type smartphone (Android, Windows Phone o.lign.), så får de selvfølgelig ikke beskeden som iMessage, men sandsynligvis som en MMS. Man skal være klar over, at det i så fald afhænger af, hvilken type filformater deres enhed kan afspille. Memo-programmets filer er i .m4a- eller mp4 audio-format.

Exit mobile version