Site icon iPhoneluppen.dk

3 nemme måder at gendanne kontakter du har slettet ved en fejl

Er du kommet til at slette nogle af dine iPhone-kontakter ved en fejl, eller mangler du nogle kontakter efter skiftet mellem en gammel og ny iPhone? Så prøv én af disse 3 lette måder at gendanne de tabte kontakter på.

At miste en kontakt fra iPhone-oversigten kan være irriterende. At miste flere eller alle kontakter kan være direkte invaliderende, for nu at udtrykke det lidt overdrevet. Ikke desto mindre er det besværligt at skulle forsøge at finde frem til hvem man har mistet og hvad deres telefonnummer og yderligere kontaktoplysninger er.

Det er blandt andet derfor, at Apples iCloud er så genial og er vores første bud på en løsning. Ved korrekt indstilling tager iCloud backup af blandt andet dine kontakter, så du ikke risikerer at miste alle sammen.

Skulle du have undladt at anvende iCloud, sat det forkert op, eller har du en ældre model uden iCloud, er der heldigvis 2 andre nemme måder, hvorpå du kan gendanne mistede kontakter. Vi viser dig hvordan, men det kræver, at du på et eller andet tidspunkt har taget en backup af dine kontakter. Ellers kan ikke engang iTunes hjælpe dig.

Første metode: gendan kontakter via iCloud

Med iCloud bliver meget af din data gemt i ”skyen”. Det vil sige på Apples virtuelle servere, fremfor din egen hardware (fx iPhone, iPad eller Mac). På den måde behøver du ikke iTunes til backup længere. Da mange efterhånden anvender iCloud, er det den første metode til gendannelse af kontakter vi vil nævne.

Hvis du har tilladt iCloud at tage backup af dine kontakter, så vil du med al sandsynlighed kunne finde dem på din iCloud-konto:

1. Gå i Indstillinger > iCloud (på din iPhone)

2. Slå Kontakter fra (hvis de ikke allerede er slået fra).

3. Der kommer en popup-besked. Hér skal du klikke på ’Behold på min iPhone’.

4. Nu skal du slå kontakter til igen under indstillingerne og trykke på ’Kombiner’. Vent et øjeblik.

5. Du burde nu kunne se dine mistede kontakter på iPhonen igen.

6. Hvis det ikke virker, kan du slette din iCloud-konto (men sørg for at beholde al data) og herefter tilføje iCloud-kontoen igen ved at logge ind med dit Apple ID.

7. Kombiner al data og vent et lille øjeblik. Nu burde kontakterne være gendannet.

Anden metode: gendan kontakter via iTunes backup

For at bruge denne metode, skal du som sagt have en backup af din iPhone i iTunes. Det har du efter al sandsynlighed fra sidste gang du tilsluttede din iPhone til computeren (og dermed iTunes).

For at gendanne én eller flere kontakter på denne måde skal du:

1. Tilslutte din iPhone til Mac eller PC.

2. Åbn iTunes-programmet.

3. Klik på fanen ‘Enheder’ i venstre oversigtsbillede.

4. Højreklik på den tilsluttede iPhone og klik på ’Gendan fra sikkerhedskopi…’.

5. Du skal være klar over, at denne procedure fjerner al gammel information på din iPhone og henter backup-data i stedet. Hvis dine kontakter var gemt i en tidligere iTunes-backup, så vil de – forhåbentlig – fremkomme nu.

Tredje måde: gendan kontakter manuelt

Den måske sikreste metode til gendannelse af dine data, er ved at synkronisere kontaktinformationerne i iCloud og lave en rutinemæssig såkaldt .vfc-kopi. Det er altså en sikkerhedsforanstaltning du skal foretage måske én gang om måneden og fungerer således kun inden uheldet er ude.

Sådan gør du:

1. Sørg for at alle dine kontaktinformationer er opdaterede på din iCloud-konto.

2. Gå til iCloud.com og log ind med dine brugerdata.

3. Klik på ‘Kontakter’.

4. Klik på ikonet for ‘Indstillinger’ i venstre side nederst.

Tryk på ’Eksporter vCard’.

5. Gem filen på din computer.

Hvis du sørger for nogenlunde regelmæssigt at lave en vfc.-kopi, så er du sikker på at have en god backup af dine kontakter.

Du kan efterfølgende sende vfc.-filen i en e-mail, åbne den på din iPhone og gendanne eventuelle mistede kontakter.

Oplever du stadig problemer med dine mistede kontakter, kan du skrive dit spørgsmål hér på sitet.

Exit mobile version