Site icon iPhoneluppen.dk

Få styr på hvordan Fotostream fungerer

Med Fotostream på din Mac og iPhone er fotoimport blevet meget nemmere. Faktisk fungerer det ganske automatisk, hvis du slår de rigtige ting til. Lær at få helt styr på, hvad du kan gøre med Kamerarullen, Fotostream og iPhoto.

Flere har skrevet ind til os, fordi de ikke helt har styr på, hvordan de i dag bedst importerer fotos fra iPhone til iPhoto på Mac. Det lader til, at det der oftest driller er, hvad man selv skal gøre for at importen fungerer bedst muligt, hvordan man undgår dubletter i iPhoto og samtidig sørger for at få slettet billeder på mobilen, så de ikke optager unødvendig plads.

Det er heller ikke helt indlysende efter den digitale synkronisering via Fotostream gør det meste for dig. Få helt styr på, hvordan du bedst administrerer dine iPhone-fotos hér.

Sådan fungerer Fotostream

Fotostream opbevarer automatisk de sidste 30 dages fotos. Det betyder, at hvert eneste foto du tager med din iPhone (el. iPad) bliver sendt til Fotostream – det er dog kun de seneste 30 dages fotos, der vil være tilgængelige der.

Hvis du tillader ’Automatisk import’ af Fotostream i iPhoto på computeren (Indstillinger > Fotostream > Sæt flueben i ’Automatisk import’), vil iPhoto ved hver opstart automatisk downloade en kopi af et hvilket som helst foto, der er i din Fotostream på telefonen, samt automatisk lave en inddeling i begivenheder, hvor datoen bruges som titel:

Begivenheden bliver således uden problemer opdateret, så længe iPhoto er åben lang tid nok til at synkronisere det væsentlige.

Med andre ord: så længe du husker at åbne iPhoto bare én gang med 30 dages mellemrum og lader det være åbent længe nok, vil programmet importere dine fotos. På den måde behøver du faktisk slet ikke manuelt importere dine fotos fra iPhone via kabel længere.

Hvad med Kamerarullen på iPhone?

Vi er også blevet spurgt om, hvordan Kamerarullen på iPhone fungerer i forhold til Fotostream. Tidligere når du foretog manuel overførsel af billeder, blev du jo spurgt om du efterfølgende ville slette dem fra mobilen.

Lige så snart du kan se dine fotos i Fotostream (el. iPhoto), er det sikkert at slette dem fra selve Kamerarullen på din iPhone. Desværre er der vist ingen særlig smart måde at gøre det på, du bliver nødt til tålmodigt at slette billederne manuelt på mobilen.

Du kan dog godt undgå at slette ét foto af gangen, men vælge flere eller alle på én gang:

Tryk på Kamera > vælg Kamerarullen så du har oversigten over alle dine fotos > Tryk på den midterste knap i bunden med pilen (Del-knappen) > Nu kan du klikke på hvert enkelt foto (der kommer et lille flueben ud for) og efterfølgende vælge at dele eller slette dem.

Angående videoer: p.t. understøtter Fotostream ikke optagede videoer. For at importere dem til iPhoto, skal du stadig tilslutte USB-kablet til din iPhone og Mac og importere manuelt.

Ekstra tip: hvis du gerne vil beholde nogle fotos på din iPhone, kan du lave et smart fotoalbum i iPhoto. Du kan fx vælge at kalde det ”Fotos jeg har taget indenfor de seneste 30 dage” eller ”Yndlingsfotos”, hvad du nu end foretrækker. Herefter kan du konfigurere iTunes til at synkronisere netop disse fotos til din iPhone (el. iPad). På den måde er du sikker på altid at have visse fotos på din mobil, selvom du vælger at slette Kamerarullens indhold.

Har du yderligere spørgsmål til Fotostream og import af billeder, er du velkommen til at spørge os herunder.

Exit mobile version