Med de nye regler for EU roaming, der trådte i kraft d. 15. juni i år, slipper du for store regninger på mobilen, når du er i udlandet. Men hvad betyder de konkret for dig? Og hvad betyder det for prisen på dit billige mobilabonnement på langt sigt?
Frygten for at ende med en gigantisk regning efter ferien, har fået de fleste til at slå data-roaming fra på mobilen i udlandet. Men med de nye regler, der trådte i kraft i juni, er du beskyttet mod dette. Nu betaler du ikke mere for at bruge din mobil i EU end det koster herhjemme. Men det kommer måske til at betyde noget for prisen på dit abonnement på langt sigt.
Hvad skal jeg betale for EU roaming med de nye regler?
Hvis du bruger mobilen i et andet EU-land, koster det dig ikke en krone ekstra. De nye EU roaming regler betyder, at du må bruge, hvad der svarer til det dobbelte af din abonnementspris uden moms. Prisen beregnes ud fra en fastsat pris pr. GB, der ligger på 57,50 kr. i 2017.
Så hvis du har et abonnement til 109 kr., må du bruge 3,03 GB data pr. måned. Overskrider du denne grænse, lukkes der for roaming og du kan først bruge data, når du er i Danmark igen. Men du betaler altså ikke mere end din normale abonnementspris.
Den fastsatte pris pr. GB falder årligt frem til 2022, hvor den vil være på 18,60 kr. Det koster ikke ekstra at tale eller sende sms’er eller mms’er fra din telefon.
Hvilke begrænsninger er der?
Ud over begrænsningen på datamængden, er der også lavet nogle grænser for, hvordan du kan bruge roaming i EU:
- Maksimalt 90 dage om året
- Maksimalt 30 dage i træk uden at være i Danmark
Hvad var risikoen under de gamle roaming regler?
Ved de gamle roaming regler, betalte du for al den data, du brugte, når du var i udlandet. Det blev typisk afregnet pr. MB og til en ekstrem høj pris.
Derfor kunne du risikere at stå med en regning på adskillige tusinde kroner, når du kom hjem. Bare fordi du ikke havde slået data-roaming fra, eller havde fået set en film på Netflix.
Bliver mit abonnement dyrere med de nye EU roaming regler?
Med de nye regler, er det dit teleselskab, der skal betale for din roaming i andre EU-lande. Den eneste måde de kan få dækket denne ekstraomkostning, er ved at hæve abonnementspriserne generelt. Flere selskaber har allerede gjort dette, og andre vil nok følge efter.
Kan jeg roame gratis i udlandet med alle abonnementer?
Nej. Teleselskaberne har den mulighed, at de kan lukke for roaming på dit abonnement. På den måde kan de undgå at betale for din roaming i udlandet. I så fald vil du slet ikke kunne bruge din telefon i udlandet.
Hos nogle selskaber har man valgt, at de billigste abonnementer ikke har denne mulighed. I stedet tilbydes det hos nogle som en tilkøbsmulighed. Så giver du ekstra for abonnementet, for at have muligheden for roaming når du er i udlandet.

