Det er snart jul og der bør vel altid være lidt ekstra fokus på at hjælpe hinanden. Derfor bringer vi hér en artikel om iPhones indbyggede funktion, der blandt andet kan læse skærmteksten op for dig, hvis du har behov for det.
En iPhone kan hjælpe med rigtig mange ting, specielt når du først får dykket ordentligt ned i app-verdenen. Men er du så uheldig at have et nedsat syn er en smartphone med deres relativt små skærme, måske ikke det første du overvejer at købe. For selvom den nyeste model, iPhone 5, har fået en lidt større skærm (fra 3,4 tommer til 4 tommer), så er det stadig ikke en overvældende skærmstørrelse der slår én som det første.
Apple har dog heldigvis tænkt på folk med forskellige handicap – herunder dårligt syn. Derfor findes der forskellige muligheder for at sætte din iPhone op til at hjælpe med fx forstørrelse af teksten, oplæsning, ændring af farverne eller zoom. Vi fortæller dig hvordan i denne artikel. Hvis du ikke selv ser dårligt, håber vi du vil dele oplysningerne med dem du kender som kunne have behov for det.
Indholdsfortegnelse
Sådan får du læst teksten op på din iPhone
En rigtig smart funktion på alle nyere iPhone-modeller er VoiceOver. VoiceOver er en skærmlæser, som du måske kender fra andre sammenhænge, hvis du selv har et synshandicap. Den fungerer ved en stor grad af fysisk interaktion med skærmen.
Hvis du ikke kan se noget – eller har stærkt nedsat syn – skal du blot holde din finger et vilkårligt sted på skærmen, så bliver teksten (eller funktionen) læst op. Trykker du to gange aktiverer du et eventuelt link. Du kan selvfølgelig stadig brugeren fingeren til at trække, vende eller lignende i de forskellige elementer på skærmen – alt efter hvordan det giver mening.
For at slå VoiceOver til skal du gå i:
Indstillinger > Generelt > Scroll ned til Tilgængelighed > Slå VoiceOver til. Du bliver spurgt om du er sikker, da det vil ændre den måde du interagerer med din iPhone på. Tryk igen på OK.
Nu er VoiceOver aktiveret. Du kan naturligvis altid slå funktionen fra igen samme sted.
Apple skriver selv på deres hjemmeside, at skærmlæseren er en markant nyskabelse til den form for teknologi, da den for første gang skulle give den svagtseende en meget præcis fornemmelse af, hvor på skærmen de forskellige elementer befinder sig: altså hvordan skærmen rent faktisk ser ud.
Det vil vi lade være op til jer brugere selv at bedømme, men vi har testet, at VoiceOver bestemt gør hvad den lover. Den kræver dog lige en anelse tilvænning, men er ellers let at anvende.
Få batteristatus og andre nyttige ting læst højt
Udover almindelig oplæsning af teksten på din skærm, så kan VoiceOver også fortælle dig den aktuelle batteristatus på iPhonen, hvordan niveauet for Wi-Fi og datanetværk er, hvem din netværksudbyder er og tidspunkt på dagen. Drejer du telefonen, så skærmen ændres til såkaldt landskabsvisning får du også dét at vide.
VoiceOver vil også læse op om skærmen er låst eller ej. Du kan tilpasse oplæsningshastigheden og selvfølgelig lydstyrken alt efter omgivelserne. VoiceOver kommer endvidere på 36 forskellige sprog, så er dansk ikke dit modersmål, er der en vis forhåbning om, at du kan finde det sprog, der passer dig bedst.
5 andre hjælpefunktioner til blinde eller svagtseende
Under Tilgængelighed i iPhone-indstillingerne finder du også en række andre meget anvendelige hjælperedskaber, hvis du er blind eller ser dårligt. Samme sted som VoiceOver finder du disse funktioner, som du også kan slå til og fra, som du ønsker:
1. Zoom
Lader dig zoome ind på hele skærmen (ikke kun et enkelt element), så alt bliver forstørret. Du skal bare dobbelt-klikke med tre fingre, så zoomes der 200% ind på skærmen. Du zoomer ud på samme vis. Tryk to gange og træk tre fingre for selv at justere zoom fra 100% til 500%.
2. Stor tekst
Du kan nemt ændre på tekststørrelsen – helt op til størrelse 56 i bl.a. e-mail, beskeder, noter, kalender og kontakter.
3. Inverter farver:
Slå til og fra for at opnå større kontrast mellem farverne. Man kan få sort-hvid-fremvisning, hvis det passer bedst til ens syn.
4. Læs det valgte op
Hvis du ikke føler behov for at have VoiceOver slået til, som læser al tekst op, så kan du nøjes med denne funktion. Med den slået til kan du udvælge tekst på din iPhone-skærm, som skal læses op ved klik med fingeren.
5. Læs auto-tekst op
Med denne funktion slået til vil iPhone komme med en lille lyd og foreslå et andet ord, mens du fx skriver en e-mail, SMS eller lignende, hvis det ser ud som om du har tastet forkert.
iPhone er også til svagtseende
Vi håber, at vi med denne guide har gjort dig tryg ved at købe en iPhone – også selvom du er blind eller svagtseende. Der er i hvert fald taget store hensyn til folk med synshandicap og din iPhone kan gå hen og være et behændigt hjælpemiddel i hverdagen. Har du spørgsmål til synsindstillingerne er du meget velkommen til at skrive dem herunder.
