Nu kan Instagram (måske) sælge dine billeder

Bruger du billedtjenesten Instagram? Så skal du overveje om du vil fortsætte med din konto, for de har netop annonceret ændringer i brugervilkårene. Det har affødt et stort ramaskrig på nettet og det har fået Instagram til at trække lidt i land igen.

Nu er den endnu engang gal med beskyttelsen af dine private oplysninger, på et stort online community site. I dette tilfælde er det Instagram (som er ejet af Facebook), der i mandags meldte ud, at de vil ændre på deres servicevilkår. Vi kender efterhånden problematikken alt for godt: flere af de gratis online sociale medier – med Facebook i spidsen – forsøger at finde måder at tjene mange penge på og den bedste måde at gøre det, er ved at tage ejerskab over dine personlige data, som du velvilligt har lagt op på diverse hjemmesider.

Det kan være de oplysninger du har givet om dig selv: alt fra fødselsår, familie, uddannelse, arbejde, til det sted du bor eller de ting du godt kan lide. Det kan også være uploadede billeder og videoer af dig til fest, på ferie eller med vennerne til koncert. Ja, praktisk talt alt om dig har interesse for potentielle annoncører og såkaldte tredjeparts-virksomheder. Det er nemlig dét som sociale medier a la Facebook, Instagram, Pinterest og hvad de ellers hedder lever af, når nu selve tjenesterne er gratis for brugerne.

Instagram ændrer på deres servicevilkår

Instagram er en online social fotodelingstjeneste, som mange danskere anvender i stor stil på deres smartphones. Det er nemt at hente deres app, som giver dig mulighed for at lægge digitale effekter over de fotos du tager med din iPhone. På dén måde bliver billederne lige pludselig mere interessante at se på.

Læs også: Hvad er Instagram?

Problemet er nu, at Instagram forleden meddelte, at de ændrer på brugernes servicevilkår. Ændringerne skulle umiddelbart betyde, at du ikke længere selv ejer dine uploadede billeder, men at Instagram efter d. 16. januar 2013 kan sælge dem til de omtalte tredjeparter.

Som konsekvens af denne meddelelse har tusinder af brugere allerede nu valgt at lukke deres Instagram-konto, fordi de ikke vil være med til at miste rettighederne over hvem, der pludselig kan anvende deres private billeder til kommercielle formål.

Ændringerne betyder ikke noget

For at imødegå den enorme brugerreaktion på nettet, skyndte Instagram sig ud og bekendtgjorde, at deres ændrede servicevilkår i realiteten ikke får nogen betydning for deres omgang med brugernes billeder, at de blot var blevet misforstået og at brugernes vil få kompensation for salg af deres billeder.

Om det er sandt eller ej er endnu uvist. Én ting man dog nok skal regne med er, at sager som denne kun vil blive mere almindelige i fremtiden. Der dukker hele tiden nye, gratis sociale medier op på nettet, som er tvunget til at hitte på måder at tjene penge på. Den letteste måde at nå dét mål på er, at anvende de millioner af mængder brugeroplysninger de ligger inde med.

Vil du fortsætte på Instagram?

Det er under alle omstændigheder vigtigt at afgøre om du tror på Instagrams seneste udmelding eller om du vil slette din konto inden 16. januar 2013. I så fald skal du huske at tage et backup af dine billeder inden du trykker ’Slet konto’. Det kan du få hjælp til via Instaport.

Hvad tænker du om medier som Facebook og Instagrams anvendelse af dine personlige oplysninger og billeder? Er du ligeglad med om det bliver solgt eller får det dig faktisk til at overveje om du vil lukke dine kontoer?

2 thoughts on “Nu kan Instagram (måske) sælge dine billeder”

  1. Det står i deres betingelser at billederne stadig er privat eget med fed skrift? Passer det ikke? Jeg er en aktiv bruger af Instagram og det her vil være skod!

    1. Så vidt jeg kan se så vil instagram ikke eje billederne, de vil bare have visse rettigheder til at tjene penge på dem, men efter den nye udmelding er det uklart hvad instagram egentligt har til formål og det forventes at de kommer med en helt klar udmelding omkring dette.

      Spørgsmålet er så om Instagram skal have lov til at tjene penge på dine billeder?

      Mvh.
      Christian

Leave a Reply

Your email address will not be published.