Nysgerrig efter hvordan du udnytter iPhones bluetooth-funktion og kobler mobilen op på eksterne enheder? Læs vores guide.
Er du én af dem, der ofte har læst, at et eller andet produkt har bluetooth-forbindelse, men ikke rigtig vidst, hvad det egentlig indebar? Så fortvivl ej. Iphoneluppen.dk har en mission om altid at gøre livet med din iPhone lidt lettere. Derfor kan du læse, hvad bluetooth er for en størrelse og ikke mindst, hvordan du selv kan benytte det fremover.
Hvad er bluetooth?
Bluetooth er enkelt fortalt, en trådløs teknologi med hvilken du kan dele data over korte afstande. Det fungerer ved, at man slår bluetooth-funktionen til på de enheder man ønsker at forbinde. Det kan være en computer, mobil, tablet, headset eller noget helt femte. Når enhedernes bluetooth-funktioner er aktiveret, kan man gå ind og søge på andre enheder i nærheden og herefter ”parre” dem med hinanden. Nu kan man trådløst overføre for eksempel informationer eller data.
Mange kender især bluetooth fra de headset de benytter, når man kører bil. Teknologien begyndte nemlig at slå igennem, da det blev gjort lovpligtigt at bruge håndfri installationer under kørsel. Derfor er der mange som har anskaffet sig et trådløst headset i den forbindelse – og det fungerer altså ved hjælp af bluetooth-teknologien.
Hvordan bruger man bluetooth på iPhone?
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med bluetooth på din iPhone, så kan vi berolige med, at det ikke er svært at gå til. De fleste har normalt ikke bluetooth slået til, da det bruger en del batteri bare at have den aktiveret, da den automatisk vil ligge og søge efter kompatible enheder i baggrunden.
Derfor skal du først gå i: Indstillinger > Generelt > Bluetooth. Hér slår du bluetooth til og du vil efterfølgende kunne se, at din telefon begynder at søge efter enheder i nærheden.
Er det en Mac du skal koble op til, går du på samme måde ind i Systemindstillinger og under Internet & trådløs finder du bluetooth. Det universelle bluetooth-ikon er i øvrigt nogle streger, som tilsammen danner et par stående trekanter. Ikonet vil allerede nu kunne ses i øverste menu-linje på din iPhone.
Når du er i bluetooth-opsætningen på computeren, skal du trykke i felterne Til og Synlig. Herefter skal du klikke på det lille +-tegn i nederste venstre hjørne. Det åbner din Mac’s bluetooth-assistent og hér vil du kunne se din iPhone. Markér iPhonen og tryk Fortsæt. Så bliver du spurgt om du vil danne par med din mobil. Det accepterer man og nu ser du følgende skærmbillede på din mobil:
Du bekræfter, at du gerne vil danne par og voilà: du har nu sammenkoblet dine enheder via bluetooth.

